Agerhusets private pasningsordning i Regstrup

Ved Ea Pauli Jensen - Tlf. 2254 9346

Sygdom

Hvis jeres barn er sygt eller sløjt, skal I selv varetage pasningen. Børn, der ikke er på toppen skal passes hjemme. Så er dit barn ikke sig selv og let til gråd, halvsløjt, har feber eller lignende, så hold barnet hjemme.

Selvom dit barn ikke har feber, kan det alligevel godt have brug for en dag hjemme. Et sygt barn kan ikke følge vores rutiner og smitter de øvrige børn og mig.

Derfor: Lad barnet blive hjemme.

Raskmelding skal foregå dagen før indenfor åbningstid dvs. inden 16.00 på sms.

Alle børn i Agerhuset skal desuden følge dansk vaccinationsprogram.

Jf. Sundhedsstyrelsen

"Barnet er rask, når det er feberfrit, og almentilstanden er upåvirket. Barnet skal kunne deltage i de aktiviteter, det plejer uden at kræve særlig omsorg og pasning. Barnet skal fx kunne lege ude og tage med på udflugt.

Hvis et barn kommer i institution uden at være helt rask, har det på grund af nedsat modstandskraft større risiko for at få komplikationer til sygdommen eller pådrage sig en anden sygdom. Derfor er det en god idé at lade barnet blive hjemme i mindst 1 dag, efter at det er blevet feberfrit.

Barnet er syg, hvis almentilstanden er påvirket, hvis det har feber, eller hvis der er specifikke tegn på sygdom.

En forudsætning for at udbredelsen af smitsomme sygdomme i institutioner for børn kan nedsættes er, at syge børn holdes hjemme. Dette er særlig vigtigt for småbørn, hvor hyppigheden af infektioner i forvejen er meget stor.

Forældrene har her en særlig opgave.

 

Forældrene bør:

• Holde syge børn hjemme

• Respektere personalets vurdering af, om barnet er sygt/smittefarligt, når personalet kontakter forældrene med henblik på at hente barnet hjem

• Orientere sig om Sundhedsstyrelsens regler for, hvornår barnet må komme i institution

• Informere institutionen om, hvad barnet fejler

• Overholde de generelle hygiejniske forholdsregler

 

I den første tid efter overstået sygdom er barnet mere modtageligt over for smitsomme sygdomme. Træthed og kulde kan nedsætte modstandskraften. En feberfri dag hjemme efter overstået sygdom er med til, at barnet kan komme sig og forebygge ny sygdom umiddelbart efter. "